Strikkeklubben i Vandborg

Havde du spurgt mig for to år siden om jeg ville være med i en strikkeklub, så ville jeg nok have slået en latter op og sagt ”Nej, dét skal jeg vist ikke”.
Jeg har aldrig strikket ret meget, gav som regel op når jeg havde strikket 17 omgange i en rib til en trøje. Min debut ud i strikningens kunst var ikke god; i skolen, måske 5-6 klasse, skulle vi strikke vanter i akrylgarn – og akrylgarn og varme, fugtige fingre (og en noget vrangvillig tilgang ikke at forglemme) er ikke nogen god kombination. Akrylgarn kan nærmest skrige i protest, når man prøver at vride maskerne af pinden. Så strikning blev aldrig rigtigt min kop the. Den omtalte rib-start og måske et par sokker og et halstørklæde, det var ca. dét.
Men for et års tid siden var der nogle kvinder i Vandborg, som ville starte en strikkeklub – og jeg blev spurgt om jeg ville være med. Jeg sagde ja tak – og har aldrig fortrudt det et sekund!
Nogle strikker striber, nogle strikker hulmønstre og zig-zag mønstre, nogle syr! Og nogle laver fine sølvsmykker osv. så strikkeklubben blev hurtigt til en nørkleklub :-)
Samtidigt snakker vi om alt mellem himmel og jord! Ikke kedelig sladder og snagen, men alt det andet! Lige fra strikkeopskrifter og madlavning over nye tiltag i sognet til verdenssituationen som sådan. Vi inspirerer hinanden, roser hinanden, og har det i særdeleshed hyggeligt med hinanden.
Inspirationen bød i sommeren 2012 på en landsby indpakket i strik! Byskilte, busskur, træ, cykler – kun tiden hindrede os i at finde på flere ting. Ude i verden hedder fænomenet ”yarn bombing”.
I Vandborg betød det, at rigtig mange mennesker fik en fin oplevelse med på vejen – og et lille ophold på turen. Der er blevet taget fotos i en uendelighed i den sommer :-) - og vores lokale café fik mange gæster, det gør jo heller ikke noget!
Den aften alt vores strik skulle ”hænges op”, opstod der en rigtig dejlig landsby stemning omkring café-pladsen/torvet/centrum? – folk kom ud på vejen, hjalp med at finde stige, cyklede forbi og stoppede op, bilister sagntede farten...
Der opstod en herlig fællesskabsfølelse.
Og fællesskab – det er dét vi vil, dét der får os til at høre til – være en del af et hele! Gerne på  både kryds og tværs.
Sådan generelt, altså – ikke kun i strikkeklubben. Men skøre ideer kan altså være en sådan igang-sætter og fællesnævner.
Og hvem ved - måske kommer der en ny skør idé til sommer?..
Skrevet af Anette Noe




Link til fine fotos på flickr: http://www.flickr.com/photos/25834184@N04/sets/72157630805401092/