vandborg

Vandborg -landsbyen, der ikke vil dø.

Min datter fik for mange år siden en chinchilla som kæledyr. Den var frasorteret hos en pelsdyravler på grund af små fejl i pelsen. Den havde en forudsagt levetid på 3-4-5 år, og det passede med, at hun nok var træt af den til den tid. Den var lidt kedelig, da den sov det meste af dagen for så at drøne rundt i buret hele natten.

Datteren flyttede hjemmefra, men dyret levede videre. Storesøsteren døbte den: musen, der ikke vil dø. Vi syntes, den fortjente at dø af naturlige årsager, så jeg fodrede den og gjorde dens bur rent i en årrække.

Så var der en lille pige, der forelskede sig i den. Vi syntes det var lidt synd, at hun skulle overtage så gammelt et dyr med udsigt til en sorgfyldt afsked indenfor overskuelig tid.

Hun var næsten voksen, da familiens hund en dag fik mulighed for at ombringe Danmarks nok ældste chinchilla –ellers var den  endt i Guinness rekordbog.

Vandborg vil heller ikke dø. Jeg har boet her siden 1979 og har set truende skyer over landsbyen så mange gange, at det er blevet en vane at ignorere dem, for Vandborg nægter at dø. Skolen lukkede før jeg kom hertil. Købmanden drejede nøglen om, da vi hellere ville have billig tomatketchup fra lavprisvarehuse end en levende forretning. Mejeriet lukkede og karosseriværkstedet flyttede til Lemvig, men Vandborg lever stadig.

Det er nok ikke fordi vi er mennesker af en særlig støbning. Vi har også tåbelig småfnidder og for små sko her, som alle andre steder. Det glider ind i den store sammenhæng og får ikke altfor stor betydning.

Da forsamlingshuset for mange år siden var ved at gå konkurs, lavede vi pladespil hver lørdag aften, og frivillige tog sig af arrangementet på skift. Jeg tror ikke, at der var en eneste, der ikke hadede at skulle stå i tæt tobaksrøg og dele smør og margarine og alskens andet trivielt gods ud en hel lørdag aften, men vi gjorde det, og huset står der med nye funktioner i dag.

Der er ellers trusler nok. Et mejeri, der er ved at styrte sammen. Et pastorat, som måske ikke kan opretholdes. Huse står til salg længe. Fælleshusets tag holder ikke regn og sne ude, og der kan ikke rejses midler til fornyelse, selvom der foregår mere i det hus end der sandsynligvis kommer til at foregå i de millionprojekter, der sættes op i andre landsbyer.

Det er foreslået at give nogle landsbysamfund, der ikke er levedygtige, aktiv dødshjælp i form af opkøb og nedrivning af ejendomme, med det formål at kunne gøre mere for de levedygtige samfund.

Det er bare så svært at få dødssprøjten hugget ind, når patienten bevæger sig så meget.

For Vandborg vil ikke dø