Vandborgs iværksættere
Vandborg er ikke en landsby som de sjællandske eller fynske. Den er opstået omkring et par vejkryds, der er blevet befolket af håndværkere, mejeri og handlende.
Da jeg flyttede til Vandborg i 1979, var der stadig en del af dette tilbage: Mejeri, købmand, tømrere, frisører, urmager og karosseriværksted, men meget af dette er nu nedlagt eller flyttet.
Det er et stort tab for byens liv. Mange børn her har fået deres første indtryk af arbejdslivet ved at pakke smør på mejeriet, været fejedrenge på karosseriværkstedet eller ved blot at kigge ind de forskellige steder. De har også haft en uvurderlig effekt på lysten til at flytte til Vandborg.
I dette miljø er der opstået nogle iværksættere, hvoraf jeg vil fortælle om to, som har været i stand til at skabe store og sunde virksomheder og mange arbejdspladser, desværre ikke i selve Vandborg.
Vandborg karosserifabrik, som karosseriværksstedet på et eller andet tidspunkt blev stort nok til at kalde sig, blev grundlagt i 1913 af karetmager Søren Nielsen. Jeg har hørt, at hans far anbefalede ham at gå i karetmagerlære, for karetmagere ville der altid være brug for. Det viste sig også at være rigtigt, under forudsætning af at karetmageren tilpasser sig ændringerne af køretøjerne.
Kareter og hestevogne blev erstattet af biler og lastbiler, og især de sidstnævnte havde brug for individuel opbygning, som karosseriværkstedet blev specialister i.
Fotoet viser værkstedet, som vi kender det på Knakkervej 1. Det blev bygget i 1955 af sønnen Asger Nielsen efter at den oprindelige bygning brændte ned.
Kort tid efter at jeg kom til Vandborg, overtog barnebarnet Søren Nielsen virksomheden, og jeg noterede mig, at der holdt flere og større lastbiler udenfor og indenfor værkstedet. Jeg begyndte også at lægge mærke til lastbiler med stænklapper mærket: Vandborg Karosseri. Dem så jeg stadig længere væk fra Vandborg, også i udlandet. Da blev jeg på et eller andet tidspunkt klar over, hvor stor en virksomhed der var tale om.
Desværre for stor til bygningerne i Vandborg. Nu er virksomheden med til at sikre eksistensgrundlaget for vores nærmeste købstad, og det er i grunden ikke så galt.
Virksomhedsejeren omtales stadig blandt Vandborgere med hædersnavnet: Søren Karetmager, og er trods flytning til Lemvig, stadig levende interesseret i Vandborgs udvikling.
Flere historiske oplysninger kan findes på hjemmesiden:
Den næste iværksætterhistorie har jeg fulgt lidt med i fra begyndelsen. Kaj Egholm flyttede ind to huse fra os nedad Kirkensgaardvej. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang hørte ham tale om at blive selvstændig, baseret på selvudviklede produkter, men pludselig en dag så jeg hans søn drøne rundt på vejen på en slags havetraktor med et meget spændende styresystem. Hans fremsynede arbejdsgiver havde ladet ham gå på halvtid, og maskinen var fremstillet i garagen på Kirkensgaardvej. Jeg fik lov at prøve den, og den var fantastisk let at betjene for en uøvet. På et tidspunkt lejede Kaj sig ind i det nu nedlagte mejeri sammen med broderen, og i troldmandens værksted der foregik det enorme arbejde med at udvikle og forbedre maskinen, samtidig med at andre opfindelser fødtes.
Hele dette industrielle eventyr er så omfattende, at jeg slet ikke kan skildre det her. Jeg har slet ikke overblik over alle de apparater, som Egholmbrødrene gennem tiderne har søsat fra deres virksomhed: Minkpelsemaskiner, gylleomrørere, maskiner til vedligehold af haver og parker osv.
På et tidspunkt ønskede brødrene at købe en del af mejeriet, men prisen var for høj. Det var nok heldigt, for eventyrets omfang blev altfor stort til mejeriets bygninger.
Det blev til en stor virksomhed i Lemvig, hele tiden med Egholmbrødrene som innovatorer med evnen til at delegere de administrative opgaver ud til andre og bevare igangsætterånden.
I 2011, hvor virksomheden beskæftigede omkring 85 medarbejdere og eksporterede maskiner til hele Europa, blev den solgt til Nielfiskkoncernen, men forblev i Lemvig.
Indtil for nyligt kunne man finde en omfattende beskrivelse af denne iværksætterhistorie på hjemmesiden, men for nyligt er den blevet fjernet helt. Det er nok desværre typisk for tidens og mange større virksomheders historieløshed.
Historier som de to foregående fortjener at blive fortalt. De illustrerer, hvordan Danmark har kunnet overleve, for en stor del takket være personer, der har formået at fastholde landets industrielle kapacitet mod alle odds og tjene valuta ind, mens det såkaldte vidensamfund ikke har magtet opgaven.
Mindre iværksættere
Jeg har med vilje valgt at begrænse mig til de iværksættere, der har skabt nye arbejdspladser. Vandborg har flere mindre iværksættere, som vel egentlig har betydet fuldt så meget for byens eksistens. Jette og Jørgen Jespersen med mejeriets aktiviteter, Signe og Hans Ravn med Ravnshus er gode eksempler. Hvem skriver historien om dem?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar