vandborg

Gundas afsked med embedet i Vandborg

Her er to af indlæggene fra dagen:

Længst ude mod vest, helt derude hvor de vindhærgede træer kryber langs den lerede jord, havet bestandigt rumler i baggrunden og hvor ingen moderne mennesker længere ønsker at bo – derude boede pastor Snus i en gammel forsømt præstegård.

Snus var også blevet gammel, for gammel til at bestride hvervet som sjælehyrde for havsognenes beboere; i en menneskealder havde han levet og prædiket blandt de spredte og sære mennesker derude; børnene han engang havde døbt var for længst flyttet østover på jagt efter lykken, de unge piger han engang havde konfirmeret var blevet til gamle koner, de nygifte nærmede sig guldbryllupsalderen og mange af de fordums så driftige bondegårde stod som kondemneringsmodne ruiner med pandepladerne klaprende i den evige vestenvind alt imens deres ejere hvilede under stenene på kirkegården, fulgt på vej af  Snus’ altid berømmede begravelsestaler.

Nu skulle Pastor Snus flytte fra præstegården – thi sådan er vilkårene for en pastor emeritus; mens han ventede på flyttebilen på sin vante  plads i studerekammeret, hvor han så ofte havde siddet begravet blandt tårnhøje og støvede stabler af teologiske værker kiggede Snus sorgfuldt ud over den tilgroede have, udover Flodhestesøen og ned mod Konfirmantskoven, hvor de ældste træer - efter årtiers kamp - strakte sig, først mod himlen - og derefter – som i et forsøg på at følge de unge - østover.

For den uindviede – for det moderne menneske - var denne have en katastrofe, et vildnis fyldt med mærkværdige vækster, bestandigt plyndret af gesjæftige blomsterbindere. For enden af en hullet grusvej – uden den mindste antydning af et dobbelt garageanlæg. Men for pastor Snus var denne præstegårdshave magisk; i denne have kunne både træer og dyr tale til ham - i hvertfald juleaften. Og Snus var ven med dem alle.

Pastor Snus skulle flytte til sin fjerne fødeegn, et forsøg på at finde sine rødder i en anden magisk have, en have hvor træerne groede opad og var tilfredse med at være hvor de var. Snus skulle flytte østpå – som alle de andre. Uger var gået med at fylde et livs efterladenskaber i snesevis af flyttekasser – præstegårdens talrige loftsværelser var ryddet, zinkbaljer, gamle aviser og frønnede kasser, længe savnede relikvier – sågar den hellige gral og pagtens ark - var dukket op fra skunker og kroge og bortauktioneret til fordel for Kofoeds Skole.

Og mens han nu sad her, vemodig ved afskeden hørte han pludselig en tydelig pikken på ruden;  Pastor Snus rejste sig fra sin plads, gik hen til vinduet og så hvordan alle havens dyr – haren, rådyret med sit lam, den lille agerhøneflok, gråænderne og flodhestene fra søen – stadig sølet ind i andemad  – stod samlet på plænen foran studerekammeret. Og den mest belæste af havens fugle – den lille og uanselige bogfinke – pikkede igen på ruten, slog på glasset og bad om ordet på vegne af alle havens væsener – på vegne af de tilstedeværende dyr og på vegne af  træerne, der beklagede at de desværre ikke så sig i stand til at forlade deres pladser. For det moderne menneske lød det nok som om den bare sagde ”det kan jeg sige li så tit det skal være” – men Pastor Snus havde fået evnen til at forstå dyrenes og efterhånden også de indfødtes sprog.

Og bogfinken takkede ham for alle årene; for at have brugt sit liv i denne barske egn, for sin trofasthed, for at have lyttet, til dem der havde brug for at tale, for at have håndteret livets vanskeligste stunder og for at have bragt kærlighedsbudskabet og lyset ind i  de tunge og mørke og regnvåde hverdage; for at have været sig selv og for ikke at lade sig rive med af tidernes vekslende trends og normalitetens evigt kværnende foodprocessor. Ja tænk sig at en en lille fugl som bogfinken har så stort et ordforråd og så stor indsigt i moderne køkkenredskaber – men de ser jo mangt og meget ind gennem vinduerne….

Og de forsamlede udbragte et trefoldigt leve – hvilket lyder ganske pudsigt når hvert dyr taler med sin tunge – og flyttebilen dyttede utålmodigt på gårdspladsen og Pastor Snus drog bort og efterlod præstegårdshaven og hele den øde og vindblæste egn til en ukendt skæbne.

Skrevet af Per Henriksen

Tanker ved Gundas afsked med præstegerningen i Vandborg

mel. PH´s ulandsvise

Tænk hvis ord kun var ord, uden mening og rod

uden tid og historiens glans

så stod sætningen tom, uden farve og smag

og vi mistede den vigtigste sans

Hvis vi ikke ku` nyde fortællingens kunst

hvis vi ikke ku` lytte og lære

så var livet pludselig omsonst

Det var knapt til at bære

Du kom til vort sogn tungt belæsset med ord

som du havde studeret og lært

men at give dem liv og få så´t  dem i jord

må ha´ været langt mere end svært

for de fåmælte jyder de holder helst mund

og lader sig sjældent belære

liv og død sku´ behandles med ånd

det var knapt til at bære

men du tog os på ordet ved vugge og grav

og også om hjertet iblandt

med sans for fortællingens magiske krav

skelned du mellem vrøvl eller sandt

når du lyste velsignelsen udover os

ja, så så vi hvor stor den ku være

så var livet ikke omsonst

det var lige til at bære

Tænk, hvis vi havde evnen og biskoppens ord

for at det ikke var blasfemi

ku´vi lyse velsignelsen for dig i kor

så vi  selv havde lidt at ku´gi´

men det ville nok lyde en smule fortænkt

et indslag af de lidt sære

men at tanken er opstå´d i os

det er vel til at bære

Der var egentlig så meget vi skulle ha` sagt

men ordene mister al klang

for hvis man står på mål for en højere magt

skal man ikke blot hyldes i sang

men dit menneskekendskab og uselviskhed

vil vi prise her før vi bakker

til det er der bare at sige:

vi bukker og takker

Skrevet af Michael Johnsen og Niels Jacobsen, sunget af Michael